Hvor er den store børnesamtidsroman?

Publiceret i Weekendavisen

Kommentar. Aldrig har der været så stor afstand mellem børnebogsforfattere og børnene.

GENNEM de seneste årtier har måden, børn er sammen på, ændret sig radikalt. 14 procent af børnene i 9. klasse er aldrig sammen med nogen efter skole. Og kun mellem hvert fjerde og femte barn er sammen med venner efter skoletid i fire af ugens fem hverdage. Børn er heller ikke sammen om aftenen længere. I 5. klasse er det hele 73 procent, der aldrig eller højst en gang om ugen har tilbragt en aften med en ven. For børn i 9. klasse ser tallene lidt bedre ud. Her er det »kun« halvdelen af børnene, der aldrig har prøvet at have en ven på besøg en aften. Men hvor det kniber med besøgene, er børnene til gengæld flittige med den digitale kontakt. Af de 15-årige er det over 60 procent, der sms´er, mailer eller skyper med andre dagligt.

Fysisk samvær mellem børn er faldet dramatisk siden slutningen af 1980erne, og i alle køns-og aldersgrupper ser denne tendens ud til at fortsætte. I 1984 var det eksempelvis 56 procent af alle 15-årige piger, der var sammen med veninder hver dag, hvor det i 2010 kun var 19 procent. Det må man kalde et opsigtsvækkende fald. Det der med at have en bedste veninde, som man er sammen med hver dag, bliver altså mindre og mindre realistisk.

I virkeligheden er ovenstående statistik gamle nyheder. Tallene stammer nemlig fra 2010-udgaven af Skolebørnsundersøgelsen, som gennemføres hvert fjerde år af Statens Institut for Folkesundhed. Resultatet af den næste undersøgelse forventes at udkomme i begyndelsen af næste år. Det bliver spændende at se, hvordan tallene har udviklet sig, men sandsynligheden for, at den digitale kontakt styrkes yderligere på bekostning af den fysiske, er selvsagt stor. Den digitale udvikling er dog for det meste gået hen over hovedet på børnebogsforfatterne.

Her arbejder man stadig med en antikveret opfattelse af, at børn er fysisk sammen dagligt, sådan næsten i Enid Blyton-stil. I sine bøger, for eksempel De fem-serien, præsenterede hun altid læseren for en gruppe børn, der dagligt var sammen fra morgen til aften. Og det var også naturligt før tv´s og internettets tidsalder. I dag går drenge som flest efter endt skoledag hjem, tænder pc´en og starter Counter-Strike eller Call of Duty. Det er internetbaserede spil, hvor børnene samarbejder om at bekæmpe en fjende. Fjenden er en anden gruppe børn. Mens de spiller, er de i kontakt med hinanden via webcams, så de kan give hinanden gode råd og tip. Pigerne tager hjem, sætter en tv-serie i gang via Netflix eller browser YouTube igennem, mens de skyper med en eller to veninder afhængig af humør. Om aftenen ser begge køn film og tv-serier.

Børn er generelt blevet afhængige af internettet og skærmene. Hvis ikke de kan komme på det digitale underholdningstog, så keder de sig og har svært ved at finde på noget at lave. Det kan være lidt af en udfordring at tage på sommerferie med sådanne børn, hvis ikke man er enige om spillereglerne på forhånd. Jeg kan sige dette med sindsro og helt uden statistisk støtte, for vi har tre hjemmeboende teenagere, hvoraf de to er digitale junkier. Jeg er egentligt ikke så bekymret for børnene som sådan. Barndommen er bare meget anderledes, end dengang jeg var barn. Som børnebogsanmelder gennem de seneste 20 år har jeg set forfattere gøre op med en række såkaldte tabuemner: død, kræft, sindssygdom, den seksuelle debut, tyveri, selvmord, mobning, misbrug, incest, misrøgt, sult og børnesoldater - for bare at nævne nogle få.

Barsk skal det være, når grænser skal prøves af, og børn skal tænke over livet. Men ingen af forfatterne har hidtil vovet at give sig i kast med det vanskeligste af alt: dagligdagen. Den virkelighed, børnene befinder sig i. Hvor er den moderne Bjarne Reuter, der med bøger som for eksempel Zappa ramte tidsånden lige i øjet? DEN digitale revolution har været i gang i lang tid nu. Men der er desværre stadig en markant forskel mellem børnenes virkelige liv og så den udgave, man læser om i børnebøgerne.

Dén forskel kan måske forklare, hvorfor fantasygenren er mere populær end nogensinde blandt børn og unge. Her er et liv uden digitale bindinger og andre typer fællesskaber. Men det er virkeligheden, man savner i børnebøgerne i dag. Se så at komme i gang!.