Star quality

Flamenco   af Hübbe, Camilla  
168 sider. 159 kr. Politikens Forlag.
Anmelder: Arguimbau, Damián
Karla Superstjerne   af Simonsen, Renée Toft  
233 sider. 225 kr. Politikens Forlag.
Anmelder: Arguimbau, Damián

Piger. Femte bind om en helt almindelig pige afslører, at ­fantasien nemmere får én til at danse.

Renée Toft Simonsens bøger om Karla er uhyrligt realistiske. Det er, som om hun har revet en flig af virkeligheden og fået den indbundet i bogform. Karla Superstjerne er Simonsens femte bog om den nu 12-årige Karla, og de unge piger elsker hendes bøger. Formodentlig, fordi der er så stor en genkendelighed i bogens situationer, at en direkte spejling med hovedpersonen sker per automatik.

Det er vitterligt ikke, fordi der sker så frygtelig meget i historien. Karla har nemlig kun to ting i sit hoved: at hun skal have et par bukser af mærket Djetset til 1200 kr., og at hun skal vinde en modelkonkurrence i Tivoli Friheden for piger i alderen 10-14. Bogen handler så om, hvordan og om det overhovedet lykkes Karla at få såvel bukser som vinderpokalen i hus.

Det er nemt at følge med i Renée Toft Simonsens bøger. Forfatterinden, der er uddannet psykolog, er flittig med at beskrive følelserne, hvad enten det er Karla eller hendes mor, der har dem. Når mor bliver træt, kan vi læse en indre monolog, der forklarer morens handlinger; når Karla er ked af det, hører vi hendes indre logik udfolde sig på siderne. Og er det nogle andre i deres nærhed, der skal høres, vil dialogerne lade læseren forstå, hvad der foregår i deres indre. Som tidligere topmodel er Simonsen godt på hjemmebane, når det handler om at få beskrevet modelbranchens mekaniske tilgang til modellerne, og med den behandling, Karla og de andre piger udsættes for i historien, får pigelæserne næppe lyst til at ringe til et modelbureau lige med det samme.

Det virkelighedsnære er bogens styrke og samtidig dens største svaghed. Det er et ægte virkelighedsbillede i al dets trivialitet og genkendelighed. Karla er sympatisk, hendes familie er vel beklageligvis nogenlunde gennemsnitlige. De situationer, de udsættes for, er til at forholde sig til for alle gennemsnitsdanskere. Det er god, gedigen underholdning, men ikke meget mere end det. Vi er ikke blevet klogere, og romanen mangler på grund af sin næsten opulente almindelighed en indre nødvendighed. Ansatser til en reel nærhed, som transcenderer banaliteterne, ser jeg, når Karla oplever modeindustrien, når den er værst, og vi kan kun håbe, at Simonsen næste gang i stedet vil give os en historie fra den verden. Det lyder, som om der i det emne er stof til en virkelig smertefuld, personlig og relevant historie.

Som en total kontrast til det almindelige hos Simonsen har det været for fristende for mig at tage Camilla Hübbes roman fra sidste efterår, Flamenco, med her. Den blev helt og aldeles ufortjent ikke anmeldt, da den udkom i oktober, dels fordi spaltepladsen var trang midt i alskens nyudgivelser, dels fordi bogen fysisk var faldet bag de andre i min bunke.

En koncentreret oprydning i den forgangne weekend bragte den frem igen. Det er en historie om tvillingeparret Laila og Dagmar på 13 år. Vi er ikke mere end ti sider fremme, før Dagmar bliver kørt ned. Hun er i koma og ligger i respirator, og der er ikke meget håb for hende.

Laila drømmer, at det eneste, der kan redde hende, er et flamencoband, der kan frembringe den spanske urkraft, Duenden. Lailas far, der er læge, er ikke helt overraskende meget uenig med Laila. Og så må hun jo så stikke af til Andalusien helt alene for at finde bandet. I Spanien får hun hjælp af den 14-årige flamencodanser Antonio.

Bogen minder en del om Michael Wikke og Steen Rasmussens (van)vittige musicalfilm. Det spændende ved romanen er, at alt foregår på to planer: fantasiens og virkelighedens. De to interagerer, så man til sidst ikke aner, hvilket af dem, der er det rigtige. Hvis de to filmmagere ikke har aktuelle planer, så er denne bog oplagt at tage fat i.

Lalia må bestandigt stole på sine mavefornemmelser, og det må læseren for øvrigt også. Man veksler mellem at synes, at Laila er tosset og burde tage hjem - og til at opmuntre hende til at fortsætte for at finde ud af, hvor det hele ender.

Hübbe er en dygtig forfatter. Handlingen følger en indre, men ganske overraskende logik, hvor man først tror, at man er godt på vej ud ad et spor, men hvor man uden at vide, hvordan man pludselig ser sig selv følge et helt andet. Det er mentalt stimulerende og udfordrende uden at være svært. Piger, der elsker at danse og læse, kan her opnå det sjældne at opleve begge dele på én gang.

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret