Lars Holmgaard Jørgensens bøger plejer altid at handle om et eller andet politisk. I hans Nicklas og krigen er det krigen i Irak, der er i centrum. Sabotøren foregår i Danmark under Anden Verdenskrig og er en spændingsroman om en sabotør, der måske ikke er det.

Hans nyeste bog, Dødelig pakke, foregår i nutidens Danmark. Kristians papfar, der ynder at slå på kæresten, er kommet ud af fængslet, og Kristians mor, der har let til flasken, er dum nok til at tage ham tilbage. Det lugter langt væk af 70er realisme, men nej. Sammen med to meget ældre kammerater fra ungdomshuset på Jagtvej får han reddet lillesøster fra en sikker voldtægt, dirigeret papfaren tilbage til fængslet og sendt den gennembankede mor på sygehuset. Det sker alt sammen inden side 27!

Men det viser sig, at papfaren i fængslet tilsyneladende har lovet at være narkokurer for at betale af på en gæld og har gemt en pakke narko et eller andet sted. Som hævn fortæller papfaren indvandrerrockerne, der skal have narkoen, at den intetanende Kristian har stjålet pakken. Og så er fanden løs. Kristian og lillesøster Linda må skjule sig for indvandrerrockerne, og det danske politi må i gang med at finde pakken i konkurrence med de danske rockere, der også vil have fat i den. Midt i det hele står Kristian, som alle gerne vil tale med.

Det er meget spændende, men vildt utroværdigt. Hvad forfatteren så egentlig vil udover at underholde, står lidt uklart for mig, og på den måde adskiller den sig fra Holmgaard Jørgensens tidligere bøger. Men når det så er sagt er sproget i bogen livligt, og man kan som sagt ikke klage over historiens manglende fremdrift. Historien skal nok fænge drengene fra 12 år og opad.

Markedet for børnebøger i alderen 12 år og opefter er meget præget af, at forfatterne skal underholde. Jagten på spænding ender med at fylde hele bogen, og overlader meget lidt plads til egentlig refleksion. Serien Gravflab Flink har et levende skelet som hovedperson. Detektiven Gravflab bliver nødtvungent sat sammen med den unge pige Stephanie. Hendes tvivl og meget morsomme forvandling til detektivmakkeren Valkyrie Tvist var delvis i fokus i første bind.

En af de ting, der gør Harry Potter-serien til noget særligt, er, at der er tale om én lang historie på i alt godt 9000 sider. Man kan ikke starte med at læse bind 4 og forstå handlingen. Personerne udvikler sig efterhånden og ændrer sig i takt med tiden og deres oplevelser. Spændingen er der, men den er på en måde ikke det primære i historien.

Gravflab Flink prøver at finde et ståsted mellem en litterær serie og en underholdningsserie, hvor de enkelte bind kan købes og læses uafhængigt af hinanden. Først starter bogen med at genfortælle lidt af første bind, så nye læsere kan være med. Men så fortryder Landy sin taktik og ender med at slutte historien med en cliffhanger, der umuliggør, at man læser det kommende bind 3 uden på forhånd at have læst bind 2. Landy får også problemer, fordi handlingen er vildt hysterisk og ikke overlader meget plads til andet end tju-bang scener i en lang serie klimaks.

Men til sidst sker der dog noget med Valkyrie Tvists person. Hun mister noget af sin uskyld, da hendes dobbelt-gænger bliver skudt, og man aner, at der nødvendigvis må ske noget med Valkyries tilgang til livet. Men fordi spændingen fylder så meget, er der ikke meget plads til at håndtere personernes personlige kriser. Det er naturligvis troværdigt nok, men for pokker: tør man ønske sig en smule mere afdæmpede historier, der også giver plads til stedvis litterær eftertanke midt i al morskaben?