En papegøje, der kan bande

Vitello køber en vidunderlig julegave   af Aakeson, Kim Fupz  
32 sider.Vejl. pris 100 kr. Gyldendal
Anmelder: Arguimbau, Damián / Illustrator: Bojesen, Nils Bo

Oplæsning. Vitello køber sin mor en gave, han selv ønsker sig. Det var slet ikke meningen!

Bøgerne om drengen Vitello er et fænomen. Historierne er finurlige, sproget er spændstigt, og illustrationerne taler ligefrem til læseren. Bøgerne bruges i lige så høj grad i hjemmet til oplæsning som i skolen til læsetræning. Konceptet i serien er stramt. Hver bog handler om en given situation eller problemstilling, det være sig at moren er syg, eller at Vitello ønsker sig et eller andet. Drengen Vitello er fuld af gode intentioner og er misundelsesværdigt initiativrig.

Slutresultatet står dog ikke altid mål med Vitellos oprindelige plan. Vitello bor alene med sin mor i rækkehuset ved Ringvejen. I starten af serien er moren alene, men siden får Vitello sig også en papfar. Efterhånden får læseren et ret godt kendskab til Vitellos omgivelser, der gerne opsummeres i starten af bogen: »Der var Max og Hasse, møgungen William, Vitellos hemmelige kæreste, Kamma. Og Gregers, Vitellos papfar.« Vitello er en af den slags drenge, der ikke altid tænker før de handler. Han har hjertet på rette sted, men kommer indimellem til at forlægge det.

Just nu er den femtende bog i serien om Vitello udkommet, meget passende med julen som omdrejningspunkt. Vitello skal nemlig købe sin mor en julegave. Det er ikke penge, Vitello har flest af. Der er faktisk kun tre kroner i hans sparegris, men på kort tid får han samlet hele 39 kroner, som han kan købe en gave for. Desværre opdager Vitello, at cremer og kjoler er meget dyre. Men næsten uden at han kan gøre for det, kommer Vitello i stedet til at købe den monstergummimaske, som han selv ønsker sig. Ekspedienten pakker monstermasken ind som gave. Og Vitello ved ikke bedre end at lægge pakken under juletræet med sin mors navn på. Hele juleaften har Vitello, den stakkel, ondt i maven. For hvad sker der, når hans mor åbner gaven? Nils Bo Bojesen har en evne til at få stemninger til at løfte sig fra bogens sider. Som når Vitello ligger om natten og drømmer om gaver, der flyver væk, fordi han har været uartig i løbet af året. Eller når han burde juble over sine gaver, men man bare kan se, at han frygter det øjeblik, hvor hans mor åbner pakken og finder monstermasken.

Det er ikke mange virkemidler, Bojesen gør brug af: Store, farvede baggrunde, og grove, næsten drengede streger, når det er Vitello, der skal portrætteres. Enkelheden gør mirakler, for når alt andet står skarpt, så står den lidt forpjuskede dreng med det viltre hår, tydeligt frem. Sprogligt fanger Kim Fupz Vitello lige på kornet. Drengen fortæller historien i staccato, med et smittende smil og forbløffende energi. Blandt Vitellos julegaveønsker gemmer der sig blandt andet en papegøje, der kan bande. Et oplagt gaveønske! Måske kan man pakke papegøjen ind sammen med et eksemplar af Vitello køber en vidunderlig julegave og lægge under juletræet til sin søn eller sit barnebarn. Han vil uden tvivl få lige så stor fornøjelse af bogen som af papegøjen.

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret