Løsgående lig

Fest eller kolera og Skeletter i Skabet ( Max Skræk bind 6 & 7)   af Einspor, Henrik  
100 sider hver, 175 kr. Forlaget Løse ænder
Anmelder: Arguimbau, Damián

Den lede klassedronning Vivian har lokket den intetanende Isabel til at fremsige en formular, der vækker skuespilleren Max Skræk tilbage til livet. Max påstår hårdnakket, at han kun kan vende tilbage til graven, hvis han finder en person, han kan tage med sig. Så indtil videre hænger hun på Max Skræk, der viser sig at være et helt vildt irriterende og selvoptaget lig. For at finde et passende offer, søger Isabel job på plejehjemmet. Her møder hun den karakterfaste og pensionerede landbetjent Strøm, der stadig er optaget af at løse mordgåden på Max Skræk.

Han blev dræbt ved hjælp af en forgiftet kiksekage, og Strøm arrangerer derfor med Isabels hjælp en kiksekagekonkurrence blandt de mistænkte. Til Isabels store overraskelse er hendes tante med på listen! Endvidere nærmer tiden sig til byens årlige brag af en Halloweenfest. Isabels tante har stillet sit store og gamle hus til rådighed. Det er noget skidt, for Max, der bor i husets loftsrum, kan nok ikke holde sig væk, når der er fest! Samlet set fylder Max Skrækbøgerne indtil videre cirka 700 sider, så der er masser af sidehistorier og sjove indfald, indtil Max Skræks morder kan afsløres, og han igen kan lægges i graven sammen med - ja hvem? Henrik Einspor er en omhyggelig forfatter, så han er opmærksom på at håndtere alle tråde i fortællingen.

Det gør, at de seneste to bind kun langsomt kommer videre i handlingen hen imod den klimaks, som Halloweenfesten uden tvivl vil vise sig at være. For der skal for eksempel være plads til, at forfatteren kan fortælle, hvordan den farvestrålende spøgelsesjæger Dot skræmmes fra at finde Max Skræk. Og hvordan Vivian takket være en okkult bog og en død kat planlægger nye ondskabsfuldheder.

Det er morsomt, det er skørt og ikke mindst spændende. Jeg læste begge bøger i ét stræk og blev helt ked af, at jeg skal vente til vinter for at høre, hvordan det vil lykkes Isabel at få alle ender til at mødes i det ottende og afsluttende bind! Max Skræk-bøgerne er kraftige humørpiller til både piger og drenge.

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret