Fra Odense til Teheran

Dragens ånde   af Esmann, Frank  
323 sider. 300 kr. Forum
Anmelder: Arguimbau, Damián

Krimi: Frank Esmanns nye roman kæmper med sin fokus.

Dragens ånde er tredje selvstændige bind i Frank Esmanns serie om oberst Carl Blixen, chef for Forsvarets Efterretningstjenestes hemmelige specialenhed, Sektion 2. Esmann er en erfaren journalist og har været udenrigskorrespondent i USA, Storbritannien, Tyskland og Østeuropa. Det mærker man tydeligt i hans nye thriller, der har verden som scene og storpolitikken som hovedperson.

Historien kickstartes af et selvmord i Odense. Det viser sig at være direktøren i en dansk virksomhed, der producerer avancerede tekniske dele, der i sidste ende kan bruges som centrifuger i uranproduktion. Via mellemmænd sælger virksomheden varerne til Iran, der anvender centrifugerne til at producere nok beriget uran til at kunne skabe en atombombe. Oberst Blixen sættes på sagen, og inden længe har han indrulleret direktørens bror og medskyldige, Jacob Branner, som agent i Sektion 2. Via Jacob Branner opruller Blixen og hans stab, i samarbejde med flere udenlandske efterretningstjenester, et farligt netværk, der giver Blixen mulighed for at sabotere Irans bestræbelser for at blive en atommagt.

Spændende som historien end måtte lyde, så kæmper romanen med to store problemer. Det første problem er alle udenoms historierne, som ikke rigtigt får lov til at udfolde sig. Således kan vi i andet kapitel fornøje os med historien om de to unge CIA-agenter Katie Danilo og John Ash, der er ved at gå til af liderlighed i en rus på en lukket base i Bagdad. De har begge drukket tæt og »tøjet faldt fra dem, som var det i brand.« Imidlertid lyder alarmen, og de to agenter må i stedet sende et rekognosceringsfly af sted for at tjekke de iranske sletter. Fulde som de er, ender dronen i stedet i en iransk bjergvæg. Agenterne påstår, at iranerne har skudt dronen ned og manipulerer med logfilerne. Exit Katie og John, om end Esmann er nådig nok til senere at lade en overordnet fortælle, at de to agenters snyd blev opdaget, og at de fik deres straf. Vi hører også en del om magtkampen mellem CIA-chefen Melanie Brighthead og udenrigsminister Eleanor Clifton. Sidstnævnte repræsenterer uden tvivl Hillary Clinton, hvis selvbiografi Esmann for øvrigt oversatte til dansk. Clifton er så opsat på at vinde over Brighthead, at hun får overtalt agenterne i Israel til at sabotere Sektion 2´s aktioner. Clifton vil nemlig have USA til at bombe Iran, koste hvad det vil. Esmann bruger formentlig bevidst fjernsynets formsprog i sin komposition, men vellykket er det ikke.

Det andet problem er personkarakteristikkerne, som er korte og klichéprægede. Personerne vedbliver med at være fremmede, måske fordi romanens sprog har en tendens til at lyde som et ekko af fortidens hårdkogte, whiskydrikkende bogkrimihelte. Som Esmann skriver: »Deres sprog var livvagternes, tavst og intimiderende som bare fanden.« Mindre tv og mere liv, så ville den historie have været hjemme.

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret