Horror Kultforfatteren Dennis Jürgensen tømmer skufferne. Og ud kommer...

Dennis Jürgensen vil være kendt af mange som forfatteren til »Kærlighed ved første hik«. Han er også begavet med egen fanclub, »Dennis-Klubben«, hvor alskens medlemmer diskuterer hans forfatterskab og andre bøger inden for horror- og fantasygenren.

Jürgensens succes blandt unge (og især drenge) skyldes, at han ved, hvad der virker og ikke er bange for at bruge det. Midlerne er action og gys, gerne tilsat lidt plat humor. Man skal også næsten være snerpet, hvis ikke kraftfulde serier som »Knusum Kranikum« og den komiske vampyrserie for de mindste læsere, »Freddy og monstrene«, fænger.

Men den cocktail er ikke noget, som litterater sætter højt. Det er dog at undervurdere forfatteren, hvis man tror, at det er det eneste, han kan. Hans »Dystopia« er et ambitiøst litterært fantasyprojekt fra før fantasy var på mode, og med »Relief« forsøger Jürgensen sig med litterær horror for voksne, godt inspireret af Stephen King.

Hans nyeste udgivelse er novellesamlingen »Dødens mange facetter«, som består af en mængde noveller, som han har skrevet gennem årene og gemt i sine skuffer indtil nu. De er meget forskellige, men de har alle døden som omdrejningspunkt.

Den første novelle er et eksperiment, hvor historien udelukkende udspiller sig via dialoger. Det er forsøgt før: I sin rene stil af forfatteren Robert Pinget i hans blændende roman fra 1965, »Omkring Mortin«. Og med minimal fortællerindblanding af Peter Mouritzen i novellen »Nat med Naja«. Det er ret svært at holde læseren fanget uden at have en decideret fortæller, og det lykkes ikke for Jürgensen. Dertil er historien for tynd. Det gælder desværre mange af historierne i samlingen. Personligt er min favorit »Lovestory år 8078«, der er en sci-fi historie om kødædende aliens, som overbevisende involverer læseren i en uhyggelig fremtid. Det samme gælder novellen »Det er dét, vi er her for«. Især de rene horrornoveller bæres imidlertid af en simpel og ofte forudsigelig idé, som akkurat kan bære historien.

Det gælder også for nogle af de mere kuriøse noveller, som fortællingen om Sherlock Holmes, der opdager, at han er en fiktiv karakter. Og det er nok det, der er min største anke: At der ikke er noget tilbage at komme efter, når jeg er færdig med læsningen. Det er ikke nok med chokeffekter, der skal gerne være en smule resonans tilbage hos læseren. Og det lykkes kun i et fåtal af historierne. »Dødens mange facetter« er derfor ikke det bedste sted at starte, hvis man skal i gang med Jürgensen.

2009-08-14

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret