Billedbøger Eventyrlige bøger, hvor harmonien ender med skænderier, og aborter får stemmer.

Harmoni styrker ikke forandring. Ændringer forudsætter et mindstemål af uro, længsel eller forundring. Susanne Vebel blev børnebogsforlægger for 25 år siden i frustration over mangelen på kvalitet i børnebøgerne, og hun har siden kæmpet mod middelmådigheden via sine ambitiøse udgivelser på forlaget Alma. Nu har hun forfattet billedbogen »Nina Sardina«, illustreret af den altid inspirerende Lilian Brøgger. Her får sardinen Nina flytankegriller, udrejselængsel og eventyrkriller, ombygger en dåse til rumraket og flyver fluks til månen, hvor hun møder rumhunden Laika. Den har været helt alene siden 1957 og det lykkes til sidst fisk og hund at danne et galaktisk venskabsforhold. Brøgger fanger tekstens sprælske rim og lader en tydelig rørstrømsk og farverig Nina spille mægtigt op til den hvide, bredøjede Laikavuffe. »Nina Sardina« er smuk, rimet lovprisning af mulighederne uden for det lokale farvand.

DET er udlængslen, der driver Nina af sted. Det er ikke tilfældet hos færingen Bárdur Oskarssons geniale og kryptiske »En hund, en kat og en mus«. Her er harmoni og hold kæft, hvor de keder sig! Musen gider ikke spise ost, for den er allerede mæt. Katten orker ikke at lege med garnnøglen, for det er lidt kedeligt, da garnnøgler ikke flygter. Hunden er ikke god til at tænke, men den keder sig, fordi den ikke må gø for musen. Om aftenen sidder de tavse i stuen: »Katten tænkte, at det kunne være sjovt at jagte musen eller drille hunden. Musen tænkte, at det kunne være sjovt at drille katten. Hunden tænkte ikke noget, men den kedede sig rigtig meget.« Harmonien i sig selv skaber uroen, fordi den harmoni, der er skabt, ikke er frugtbar. Men næste dag kan hunden ikke holde det ud mere, så den forskrækker katten ved at gø. Katten lader det gå ud over musen, og musen slår til sidst en hammer ned i hundens hale, så den hyler. Nu fik de endelig noget at tale om! Om aftenen samles de igen og for første gang i lang tid keder de sig ikke. De har etableret en ny harmoni på et lidt højere plan. Spørgsmålet er naturligvis hvor lang tid, der skal gå, før de keder sig igen. Og er løsningen på kedsomheden jævnlige konflikter? Det er en voldsom filosofisk og provokerende billedbog, Oskarsson har skabt. Illustrationssiden er holdt i yderst afdæmpede, brunlige nuancer, hvor dyrene ved deres kropsholdning og udtryk understreger deres ensformige og resignerede liv. Hvor Nina Sardina hos Susanne Vebel skælmsk bruger sin udlængsel til at rejse væk og opleve verden, så må dyrene hos Oskarsson i samlivets navn undertrykke deres personlighed så meget, at de knap orker at leve. En klassiker af en billedbog for de allermindste og de allerstørste.

MEN må harmoni koste liv? Den myre flittige Oskar K er aldeles løssluppen. I løbet af det seneste par år har han i billedbøger temmelig respektløst behandlet emner som pædofili, autisme, død, racisme og meget mere. I bogen, »De skæve smil« er det aborterne, der får ordet. »Scannet og fundet for tung,« sagde et lille skrabud, der var nummer otte i en søskendeflok på syv, som der så rammende står i bogen. Det er en masse at forklare for formidlere, hvis de da tør uden krisepsykologer i baghånden. Hvorfor blev bogens børn ikke født? De skæve smil er de smil, der blev valgt fra og aldrig kom til verden. De bruger evigheden til at tænke over, hvad de mon var blevet til. Men på et tidspunkt går de på jagt efter et navn, for også de har brug for identitet. Også denne bog har Lilian Brøgger illustreret med en storøjet hund, men hun har til gengæld fyldt siderne med farver og følelser, der fylder læserens inderste og lader betragteren boble af forundring. Det er en svær bog, et indlæg i en i Danmark stort set svunden abortdebat. Enøjet kan man dog ikke beskylde Oskar K. for at være, for de hypotetiske fremtidsudsigter, som han giver ikke-børnene, er bestemt ikke lyse, ja nærmest et billede på flytankegriller, der endte galt. »De skæve smil« er en usædvanlig og modig billedbog for de ældste børn. Og den bedste reklame for prævention, jeg hidtil har set.

2009-01-16

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret