Død og pine
På dansk ved Poul Einer Hansen. 144 s, 168 kr. Høst & Søn
Anmelder: Arguimbau, Damián
På dansk ved Asger Schnack. 153 s, 168 kr. Høst & Søn
Anmelder: Arguimbau, Damián
Vækkelse. Ateisten kan ikke nå Ham. Fysikprofessoren tror han kan. Gud har hacket sig ind på forfatternes computere.
DET er klart, at når en ateist som Jostein Gaarder skal skrive om religion, kommer hans bog ikke så meget til at handle om Gud, som om mennesket. I hans nye roman, I et spejl, i en gåde, møder vi den døende Cecilie, som får besøg af englen Ariel, der skal stå englevagt ved hendes seng. Ariel viser sig at være nøjagtig lige så uvidende om livet på Jorden som Cecilie er det om livet hinsides døden og er først og fremmest interesseret i at få noget at vide om mennesket, som for eksempel hvordan dets fem sanser føles. Selv er han fuldstændig uden sanser og kan gå gennem vægge, bære et højhus uden at blive forpustet og gå barfodet på den bare sne. Alt det, som er eksistensgrundlaget for et menneske, må Cecilie omstændeligt forklare ham.
Til gengæld forklarer Ariel så meget han nu kan om himlen og om det at være engel. »Både skaberværket og himmelværket er så stort et mysterium, at hverken menneskene på Jorden eller englene i himlen kan fatte det,« erklærer Ariel. Og derved bliver det. Både Cecilie og Ariel ender med at konkludere, at der nok er noget i himmelrummet, der ikke stemmer. »Der er noget, der er gået galt med hele den store tegning.« Hvad det er, er ikke helt til at sige, men måske har det noget at gøre med lidelsen og ens muligheder for at erkende det guddommelige. Jostein Gaarders roman er smuk og ikke deprimerende, trods det faktum at pigen er ved at dø. Bogen er én lang kærlighedserklæring til livet og til det enkelte menneskes muligheder og evner. Jostein Gaarder formår at udtrykke det banale på en måde, så det ikke virker sådan: »Vi ser alting i et spejl, i en gåde. Nogle gange kan vi kaste et kort blik igennem spejlet og se lidt af det, der er på den anden side. Hvis vi pudsede spejlet helt rent, ville vi se meget mere. Men så ville vi ikke længere se os selv,« siger englen til pigen, med en moderne omskrivning af Paulus´ kendte ord. Det, der er vigtigst for os, er at huske det lille barn, der ligger dybt i alle. Det er dér, at glæden ved at leve nemmest kan udfolde sig. Men som så mange andre lider Jostein Gaarder under en af den vestlige kulturs store byrder: Troen på det individuelle som grundlag for livet. Såvel Cecilie som Ariel er dybt bundet af deres respektive grænser og har lige svært ved at frigøre sig for dem. At diskutere en erklæret altomfavnende Gud, som er en ubuden gæst i os alle, ud fra det meget begrænsede jeg-syn, giver ikke svar, der er værd at referere. Rent teologisk hæver bogen sig ikke over gennemsnittet, om end det er betydelig bedre skrevet. Efter at have læst den står man med en lidt tom følelse af, at hr. Gaarder måske snart burde finde ud af, hvad han egentlig mener om Gud i stedet for bestandig at kredse om emnet som katten om den varme grød.
Russell Stannard, professor i fysik, griber tingene helt anderledes an. Hans Hej, det er Gud er en aldeles rædselsfuld bog, som der ikke findes nogen som helst undskyldninger for. Den er gennemført banal: Det kunne godt se ud, som om den gode professor har spekuleret over, hvordan han skulle skrive til unge og opdaget at målgruppen interesserer sig for computere, hackere og den slags. Hvad er så mere oplagt en at finde på, at Gud »hacker« sig ind på den uskyldige Sams computer og giver sig af med at diskutere teologi med ham. Russells gud er af den gode gammeldags slags, bogholdertypen, som må have universets største og mest komplicerede regnskabssystem. I Hej, det er Gud vejes gode og dårlige handlinger på guldvægten uden at det nogensinde giver Russell anledning til at overveje, hvorvidt moral har mere med mennesker, end med Gud at gøre, og om menneskets moral er Guds ansvar. Russells bud på, hvorfor man skal tro på Gud er blandt andet, at Han kan hjælpe os med at sejre over de dyriske instikter: »Glem ikke, hvem videnskaben siger, I nedstammer fra. Fra dyrene. I har instinkter, der er lige så selviske og brutale som dem, du opdagede hos Sooty den dag, hun dræbte den fugleunge. Det er det, I er oppe imod.« Glem så blot, at Russell få sider før har betroet os, at også dyrene kan komme i himmelen. Det er den slags indre modsætninger, der sammen med teologiske forviklinger, forenklede konklusioner og mangel på liv i sprog, opbygning og idégrundlag, gør bogen til en skandale. Som al opdragelseslitteratur er det bogens ambition at omvende - den slutter såmænd med en 5 sider lang liste med spørgsmål, som man »kan gå og tænke over« - og derved bliver den ironisk nok sin egen største fjende. Enhver, der får den i hånden må jo få bekræftet fordommen om, at troende er dummere end gennemsnittet.
1994-12-09
© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven,
idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret