Gullivers tidsrejse
Oversat af Søren H. Madsen. 144 sider, 329 kr. Sesam
Anmelder: Arguimbau, Damián / Illustrator: Ridell, Chris
Oversat af Nanna Gyldenkærne, 53 sider, 199 kr. Høst og Søn
Anmelder: Arguimbau, Damián / Illustrator: Kaardahl, Anders
Morskabslæsning. En sprogoplagt historie, der gør grin med historier, og en billedoplagt klassiker med en tungere sprogballast.
Af DAMIAN ARGUIMBAU DER er en hårfin grænse fra oplæsning til selvlæsning. Haugens og Kaardahls sjove, sprogligt pjattede Prinsusse Klura og dragen hører klart til dem, der skal oplæses. »Det hedder da ikke en prinsusse,« er klart det første børn vil sige, når de bliver præsenteret for bogen. Men det hedder det, ligesom man i bogen kan forvente at møde en ægte prinsasse, en prinsysse og en prinsåsse, der ligesom børn med mindre blåt blod i årerne mener, at de bør være genstand for al opmærksomhed. Selv dragen forsøger (med svigtende held) at råbe børnene op til kamp, så de kan redde den indespærrede pruns, som dragen vogter over. Også læseren sættes på en prøve, som når han skal udtale det helt håbløse »Praeiouyæøånsaeiouyæøåssaeiouyæøån« (erstat aeiouyæøå med det relevante bogstav) i forbindelse med den sang, der får dragen til at falde i søvn. Haugen er ellers kendt for de alvorlige bøger og har for sine engagerede romaner blandt andet vundet H.C. Andersen-medaljen, som er den vigtigste internationale børnebogspris, man kan få. Prinsusse Klura gør tykt grin med eventyrgenren, men får alligevel et muntert moderne eventyr ud af sit sproglige eksperiment. Anders Kaardahl har gjort det fremragende med sine halvironiske og skarpe illustrationer, som både fremhæver det morsomme og det til tider lidt skræmmende. Idet alle sider er illustrerede, er bogen fremragende til at holde også de mindste børn fangne.
MARTIN Jenkins’ genfortælling af Jonathan Swifts Gullivers rejser er lidt vanskeligere at stedfæste aldersmæssigt. Den er ekstravagant i sit udstyr ved at være umådelig velillustreret på hvert eneste opslag med store og små finurlige, halvvidenskabelige og livlige billeder af Chris Ridell, som mange vil kende fra et hav af bogomslag. Swifts tekst er ret avanceret. Det kræver lidt at forstå, at Lilliput og Blefuscu er i krig, fordi de er uenige om, hvilken ende af ægget – den tykke eller den spidse – der er den rigtige at slå hul på, når man skal spise det blødkogt og at befolkningen således kan kaldes henholdsvis tykendister og spidsendister. På samme måde er der en lang række ideologiske allegorier, der vil være tabt ironi for børn og en del unge. Swifts tekst er fra 1726, og dens naturligvis lidt gammeldags rejsebeskrivende form forstærkes en del af at blive genfortalt. Ved genfortællinger for børn gør man normalt det, at næsten al direkte tale laves om til en refererende indirekte tale, hvilket dels forstærker fortællerens rolle og dennes tilstedeværelse, dels udvisker de øvrige persontegningers særegenskaber. Det er også den metode, som Martin Jenkins har brugt i sin genfortælling. De gammeldags udtryk forefindes dog fortsat, som for eksempel her i slutningen af romanen: »Houyhnhnmerne har naturligvis ikke noget ord for ’hovmod’, som de ville anse for en frygtelig last. Den er desværre særdeles udbredt blandt yahooer, og jeg beder derfor indstændigt dem, der ejer blot den mindste antydning af denne tåbelige last, om ikke at formaste sig til at vise sig for mit åsyn.« Teksten forsøger at afspejle sprogtonen fra 1726, men nuancerne og spændstigheden i romanens tekst er svære at få øje på. Måske man i stedet kunne have skrevet noget i stil med: »De retskafne Houyhnhnmer har naturligvis ikke et ord for det at være hoven, da deres sprog ikke har ord for noget som helst, der er ondt. Og hvis jeg skal kunne holde ud at bo blandt Yahoo’ere, må jeg indtrængende bede alle de, der bare er antydningsvis hovmodige, om at holde sig langt væk.« Det ville gøre teksten mere læsevenlig, selv om sprogtonen naturligvis også får en mere moderne karakter. Det er en svær balance, for på den ene side skal de snart 300 år, historien har på bagen, ikke gå sporløst hen over sproget, på den anden side skal en gendigtning jo netop formidle historien til nutidens børn. Dette til trods findes der nok ikke andre udgaver af denne geniale klassiker, der i den grad vil fange de tegneserie- og billedmedieglade børn og unge i samme grad som denne. Så på trods af mine forbehold vil jeg tillade mig at anbefale bogen – til sam-læsning for de yngste selvlæsere og selvlæsning for de mere rutinerede.
2004-11-19
© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven,
idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret