Andre himmelstrøg

Besøg hos havets moder   af Vebæk, Mâaliâraq  
36 sider, 128 kr. Atuakkiorfik
Anmelder: Arguimbau, Damián / Illustrator: Høeg, Aka
Emile og naturens orden   af Winding, Thomas  
28 sider, 148 kr. Branner og Korch
Anmelder: Arguimbau, Damián / Illustrator: Hentze, Peter
Pigen som søgte Havets Mor   af Riel, Jørn  
84 sider, 228 kr. Lindhardt og Ringhof
Anmelder: Arguimbau, Damián / Illustrator: Asmussen, Fleur Brofos

For bare ti år siden var det ikke ualmindeligt, at billedbøger med fortællinger fra andre himmelstrøg end vores indeholdt et forord eller et efterskrift, der fortalte lidt om det land eller det folk, fortællingerne stammede fra. Disse oplysninger optræder efterhånden sjældnere i vore dages billedbøger, hvilket kan være et udtryk for en positiv udvikling. Dels var der kun få af børnene, der læste disse supplerende oplysninger, dels er børnene blevet udsat for en massiv mediepåvirkning i løbet af det seneste tiår. Det har blandt andet betydet, at børnene er blevet internationaliseret. De undres ikke længere over, at der findes andre steder, hvor virkeligheden ligger meget langt væk fra deres egen. For nok kan hverdagen og de kår, der ligger til grund for andre folks levemåde adskille sig en del fra deres eget, men fortællingen, og de temaer, der ligger til grund for den, er universelle. Der er med andre ord ingen væsentlig forskel på de grundlæggende eksistentielle spørgsmål rundt om i verden. Og derfor kan gode fortællinger fungere, uanset om de er skrevet i Grønland eller Senegal.

Grønland ligger ikke så langt væk som Senegal, men alligevel er levevilkårene dér ganske anderledes end i Danmark. Den altovervejende del af fortællingerne fra Grønland, der er kendt herhjemme handler mestendels om Havets Moder, som er den gudinde, der hersker over alle havets dyr. Havets Moders hår er langt og som regel pænt, men er menneskerne ikke venlige ved dyrene og havet, så bliver håret filtret og beskidt. Sker dét, så bliver en åndemaner nødt til at rejse til hende og rede hendes hår. Indtil gudindens hår er pænt igen har alle dyr nemlig forbud mod at nærme sig menneskernes bopladser, og det betyderd, at fangerne ingen fangst får, og landsbyens beboere må sulte.

Mâliâraq Vebæks og Aka Høeghs Besøg hos havets moder handler netop om denne tematik og benytter sig af et meget knapt, næsten konstaterende sprog, som man kender det fra de helt tidlige folkeeventyr. Men ligesom i disse er sproget til gengæld så tilpas præcist, at alle personer i historien får en personlighed. Aka Høeghs akvareller giver også historien en dybde og rummelighed, som med sin næsten mystiske tone fremhæver spændingen og faren ved vandringen til Havets Moder. Det er en smuk bog, der på en god måde formidler et helt folks levevis og tænkemåde, således så det understøtter fortællingen og giver det en ekstra dimension.

Men hvor det i Besøg hos havets moder er en gammel kone, der tidligere var åndemaner, der gør sig en sidste anstrengelse for at redde landsbyen fra sultedøden, er der tale om en helt anden hovedperson - og tone i det hele taget- i Jørn Riels netop genudgivne Pigen som søgte havets mor fra 1972. Jørn Riel har en fortælleglæde, der smitter læseren, men har det tilfælles med Vebæk, at sproget er enkelt, konkret og præcist: ´Pani var eskimopige og boede i et land, som kaldtes Menneskernes Land. Det lå så højt mod nord, at man slet ikke havde nat og dag, som vi kender det. Deroppe var det sort nat i næste fire måneder om året, og det var sollys dag i andre fire. Kun de sidste fire af årets tolv måneder havde en nat og dag, som vi har det hernede. Menneskerne i dette land levede også helt anderledes, end vi gør. De sov, når de var trætte og spiste, når de var sultne og havde slet ingen tider at passe.´

Panis historie er meget længere end blot besøget hos Havets Mor, for der er det specielle ved Pani, at hun kan tale med dyrene. Det er Panis gode hjerte, der er hendes vejviser i verden. Det lægger man mærke til i den første historie, hvor hun skal befri med sin gode ven, bjørnen, men også i de øvrige historier er det tydeligt, at Pani simpelthen ikke er af denne jord. Hendes uskyldige naivitet og ønske om at gøre alle glade er det eneste hun behøver for at drive sig selv frem på trods af alskens vanskelige forhindringer. Fleur Brofos Asmussens træsnit er perfekte til at illustrere denne bog, idet både historierne og illustrationerne lyser af livsglæde og energi. Det er en rigtig god ting, at denne klassiker er kommet tilbage til boghandlerhylderne.

I begge bøger om Grønland står fortællingen i højsædet, og via den får man netop en pokkers masse at vide om landet, myterne i det og - ikke mindst takket være illustrationerne - også en hel del stemningsbilleder fra landet. I første tilfælde er det en grønlænder selv, der fortæller, i andet tilfælde en dansker, der dog har opholdt sig længe i Grønland. Forfattere og illustratorer har gennem tiderne brugt en hel del energi på at rejse rundt i verden for at samle stof, inspiration og nye vinkler på gammelkendte ting. Thomas Winding og Peter Hentze rejste til Senegal og skrev kort efter historien Emile er meget farlig. I deres nye billedbog, Emile og naturens orden er den afrikanske inspiration tydelig i de klare, stærke farver. Det er en ret vild billedbog, som egentlig stritter i alskens retninger, fordi den samtidig afspejler barnets høje energi- og aktivitetsniveau. Emiles far fortæller ham om naturens orden og om at alting har sin plads, netop så alle kan trives i den. For er der noget, som Emiles far og mor ikke bryder sig om, så er det rod. Det er sandsynligvis noget, mange børn vil kunne nikke genkendende til. Men Emile er ikke helt tilfreds med det oprydede hjem førend han træder i en bøtte maling og sætter fodspor rundt over hele gården. ´- Hvad er det du laver? spørger Emiles mor... - Du roder det hele til. - Nej, sagde Emile. - Jeg sætter jo mine fodspor. Man tror, det er rod. Men det er det ikke. Det er bare naturens orden!´ Børn skal nemlig også have plads i hjemmet og børns uudslukkelige livstørst hænger ikke helt godt sammen med det at rydde op. Det er sjældent, man ser illustrationer, der i den grad er så uforskammede i deres virkemidler. For forskellen mellem forældrenes pæne, ryddelige hjem og skovens omfattende rod er så slående, at de næsten er ved at tage pusten fra teksten. Man skal faktisk lede efter dyrene i skoven bag malerpenslernes udtryksfulde overflødighedshorn af farver og kurver. Men også kun næsten, for dét, bogen ender med at give os, er både en fortælling fra Senegal, men såmænd også ganske dagligdags konflikt set med helt friske øjne. Og dét kan vi altid bruge noget mere af.

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret